torsdag den 4. december 2008

Den 4. december.





Den 4. december.

Den 4. december vågnede biblioteksnissen først da katten kom tilbage fra nattens udflugt.
”Kan du så komme op,” råbte katten.
Nissen kravlede gabende ud af sengen.
”Ja, ja. Jeg skynder mig ned i biblioteket. Jeg skal bare lige vågne først.”
”Du skal ikke bare lige noget som helst. Du skal have pyntet julekalenderlågen inden børnene kommer.”
”Ja, ja.” Nissen luntede ned i børnebiblioteket og fandt en bog.
”Hej. Vil du lige komme og hjælpe mig med at pynte julekalenderlågen?” råbte nissen.
”Ja. Jeg kommer nu. Jeg skal bare lige…” Og så skete der ikke mere.
”Du skal altså komme nu. Vi har travlt,” sagde nissen irriteret.
”Ja. Jeg er på vej. Jeg skal bare lige…”
”Du skal ikke bare lige noget som helst. Du skal komme nu!”
”Ja, ja. ” En lille dreng stak hovedet ud af bogen. ”Hej, jeg hedder Alfons. Alfons Åberg. Hvem er du?”
”Jeg er biblioteksnissen. Vil du hjælpe mig med at pynte julekalenderlågen?”
”Ja. Må Svipper også være med?”
”Ja, Hvem er Svipper?”
”Det er min ven. Svipper sig pænt goddag til den søde Nisse.”
”Undskyld, men hvor er din ven?” Nissen så sig omkring.
”Du kan bare ikke se ham, for han er usynlig.”
”Nå, javel ja. Men kan han så hjælpe?”
”Det kan du tro. Vi skal blot passe på, at Svipper ikke laver ulykker. Tit vælter han ting. Men han er god til at bygge. Vi har en gang bygget et flot tog af gamle kasser. Jeg tror det kunne være flot i lågen. Jeg har også lært at binde sløjfer. Måske kunne et par sløjfer pynte. Og en tom kagedåse. Jeg kom til at spise alle julekagerne.”
”Men du og Svipper holder fingrene fra pebernødderne. Det er børnene, der skal have dem.”
Nissen og Alfons arbejdede hårdt og fik pyntet op i lågen. De skulle bare lige … grine ind imellem. Men Nissen grinede ikke, da han opdagede, at der havde været nogen i pebernødderne.
”Det … det er ikke mig,” sagde Alfons straks og så helt uskyldig ud. ”Det er Svipper. Han tager tit af kagedåserne.”
”Nå det gør han?” Nissen så strengt på Alfons. ”Men der er krummer på din trøje. Men lad os så smage et par stykker, men vi skal huske at gemme nogen til børnene. Hvis de synger en julesang, må de nemlig smage dem.”
Det syntes Alfons var en god ide, og han og Svipper sang en julesang for Nissen, og så fik de lige et par pebernødder mere.

Da nissen klatrede op til katten og puttede sig ned under dynen, faldt han straks i søvn.

Ingen kommentarer: