onsdag den 16. december 2009

Den 17. December.




Den 17.december.

Den 17.decenber vågnede Slem og Uartig med et hyl.
”Hjælp, vandene stiger,” råbte de.
Men så hørte de Den Gamle Biblioteksnisse grine, og de vidste, at det var ham, der havde hældt vand i hovedet på dem.
”Tak for sidst,” klukkede Den Gamle.
”Det er fejt at gøre gengæld,” sagde Uartigt surt.
”Ja, ja, men der er morgenmad.” Den Gamle var i godt humør. ”Det er vigtigt, at I spiser sundt.”
Bagefter gik de alle tre ned i børnebiblioteket for at pynte i julekalenderen.
Da de kom ind af døren lød der et ordentligt bøvs.
”Hvad var det?” spurgte Den Gamle Biblioteksnisse forundret.
”Hej med dig, gammelfar. Det var bare mig der bøvsede. Jeg sad lige og drak min morgenmad sammen med min makker Carl Emil.”
”Drikke morgenmad? Sig mig hvem er du?”
”Jeg hedder Virgil, Lille Virgil blandt venner. Jeg får mig altid en sodavand til morgenmad.”
”Det lyder godt,” sagde Slem. ”Dig kan jeg godt lide.”
”Hov se de to dér,” sagde Lille Virgil og pegede på Slem og Uartig. ”Er det nattøj de har på, Carl Emil?”
”Nej da,” svarede Carl Emil. ”Jeg tror det er nisser.”
”Vi er nisser. Men hvad er nattøj.”
”Puh,” sagde Lille Virgil. ”Når man skal have nattøj på, skal man først vaskes. Derfor vil jeg ikke have nattøj.”
”Nej, det lyder ikke rart,” sagde Uartig. ”Og det er også rigtig skidt for vores natur. Det tager al for megen energi og vaske sig. Altså til at varme vandet op med. Og hvis vi bruger så megen energi, kommer der ikke sne til jul.”
”Det vil jeg sige til min mor,” sagde Carl Emil straks. ”Det ville godt nok være rart med lidt sne.”
”Men måske kunne sådan et par raske gutter hjælpe med at pynte vores julekalender,” spurgte Den Gamle Biblioteksnisse. Hvis I altså ikke har for beskidte fingre.”
Drengene viste deres fingre frem, og de blev godkendt. Så gik de i gang – og Lille Virgil var lige så fræk som Slem og Uartig, så Den Gamle Biblioteksnisse var lige ved at fortryde, at han havde spurgt dem.
Til sidst blev Lille Virgil og Carl Emil sendt tilbage til bogen. Så fik Den Gamle endelig lidt fred.

Ingen kommentarer: