Den 15. december.

Den 15. december.

Da Den Gamle Biblioteksnisse vågnede den 15. december, havde han et smil på munden. Han havde nemlig en dejlig smag af slik i munden. Slikket havde han fået af Pippi Langstrømpe dagen før. Og nu kan du nok regne ud, at Nissen ikke havde børstet tænder. Men det gjorde han aldrig. Nissen stod op og kiggede sig omkring. Måske havde katten ikke spist sit slik. Men det havde den. Nissen tænkte, at han ville prøve at finde bogen om Pippi igen, og han håbede at bibliotekaren ikke havde ryddet op, for så kunne han aldrig finde bøgerne.
Han var allerede på vej ned af trappen til børnebiblioteket, da katten kom tilbage fra nattens rov.
”Tidligt oppe.” Katten så undrende på Nissen.
”Jeg vil bare ned og pynte,” sagde han og skyndte sig videre. Men da han kom ned i biblioteket så han sig skuffet omkring. Pippi bogen var væk.
”Øv, bibliotekarer er det værste i verden!” sagde han højt.
”Nej,” svarede en stemme. ”Det værste er tandlæger!”
Nissen kiggede sig omkring og fik øje på en lille bog, hvor to hoveder stak ud. ”Jeg synes her lugter af slik,” sagde den ene.
”Der er ikke mere slik,” sagde nissen. ”Pippi Langstrømpe var her i går, men vi har spist det, der ikke skal være i lågen.”
”Øv. Det værste i verden er dem der spiser slikket.”
”Nej, Karius. Vi spiser jo også slik.”
”Nå, ja, jeg mener dem der spiser slikket, så vi ikke får noget.”
”Nåå … ligesom ham nissen dér!”
”Nemlig. Nisser er det værste i verden. Altså efter tandlæger.”
”Nu stopper I,” råbte Nissen vredt. ”I skal ikke stå og kritisere mig. Jeg arbejder for at børnene kan få en god jul.”
”Så skal de have slik,” sagde den lille trold, der hed Karius.
”I stedet for hele tiden at snakke om slik, skulle I tage og hjælpe mig med at pynte julekalenderen. Så kan I få en pebernød bagefter.”
”Den er fin, ikke også Baktus,” sagde Karius. ”Men der skal altså noget sødt i sådan en julekalender.”
”Jeg har en ide,” sagde Nissen. ”Bibliotekaren har et slikskab. Der kan vi måske låne noget. Men det er kun til at pynte med. Hun skal have det tilbage efter jul.”
”Jaa, joo, det skal hun nok få,” sagde Baktus. ”Lad os se, hvad hun har.”
Nissen fandt skabet og fik det åbnet.
”Nisser er ikke det værste man har,” sagde Karius. ”Det er lige et skab efter vores smag.”
”Vi må kun låne,” sagde Nissen, men Karius og Baktus havde allerede et stykke i munden hver.
”Nu stopper I, ellers …”
”Ellers hvad,” grinede Karius.
”Så henter jeg katten. Og den kan godt lide sådan nogen som jer. I er rent slik for den.”
”Øv, katte er værre end tandlæger,” sagde Baktus og spyttede straks slikket ud. ”Skal vi så bare pynte med det?”
”Ja. Og jeg låner også bibliotekarens tandbørste og pynter med den. Så vil det hele tiden minde jer om, at I skal holde fingrene fra slikket.”
”Dum ide. Tandbørste er ikke julehygge,” sagde Karius, men Den Gamle Biblioteksnisse ville ikke give sig.
Men selv med tandbørsten blev lågen pyntet flot. Og da Karius og Baktus var gået tilbage i bogen tog Nissen et enkelt stykke slik og gik i seng.