Den 19. december.

Den 19. december.

Da vækkeuret ringede den 19. december vågnede Den Gamle Biblioteksnisse og havde ondt i maven. Han havde spist for mange pandekager dagen før. Han lå og stønnede, da katten en times tid senere kom tilbage fra sin tur ud i natten.
”Jeg tror ikke jeg kan klare at pynte julekalenderen i dag,” hviskede Nissen til katten.
”Du ser ganske rigtigt bleg ud. Jeg må hellere sige til bibliotekaren, at du vil have kamillete i stedet for risengrød i dag.”
”NEJ!” Nissen sprang ud af sengen. ”Jeg tror alligevel, jeg klarer den.”
Katten stod og smilede i knurhårene, da Nissen løb ned i børnebiblioteket.

”Hallo, er der nogen, der vil hjælpe med at pynte julekalenderen,” råbte Nissen.
I det samme var der én, der råbte meget højere. ”EMIL!” lød det fra en af bøgerne, der lå og flød. En dreng kom farende ud fra bogen.
”Hov,” sagde han. ”Hvor er værkstedet?”
”Du er løbet forkert,” svarede Nissen. Det her er biblioteket. Børnebiblioteket.”
”Må jeg så snitte en træmand her?” spurgte drengen.
”Ja, hvis jeg må få den til min julekalender.”
”Det må du gerne. Jeg hedder Emil. Er du en rigtig Nisse, sådan én som Tyttebær Maja fortæller om?”
”Jeg ved ikke, hvad Tyttebær Maja fortæller, men jeg er en Nisse. En Biblioteksnisse. Jeg skal pynte julekalenderen. Vil du hjælpe?”
”Ja, kan du bruge nogle træmænd?”
”Har du mange af dem?”
”Ja. Jeg snitter en træmand, hver gang min far sender mig over i værkstedet. Og det gør han hver gang jeg laver en skarnsstreg.”
”Hvad har du lavet nu?”
”Jeg hejste min lillesøster Ida op i flagstangen.”
”Det var flot gjort.” Nissen var imponeret. ”En gang hejste jeg bibliotekarens hund op i flagstangen. Men en lillesøster, det er bedre.”
”Laver du også skarnsstreger?” Emil så glad på Nissen.
”Ja da. Vi Nisser driller, hvis vi ikke får vores julegrød.”
”Hvad laver du så?”
”Jeg gemmer bibliotekarens ting. Deres nøgler og papirer. Når jeg gemmer de bøger lånerne skal have, bliver de helt ude af den. Så sidder jeg og griner oppe på loftet.”
Mens de pyntede julekalenderlågen snakkede de om alle de skarnsstreger, de havde lavet. Emil havde fanget sin fars tæer i en musefælde og meget mere, og nissen var god til at få bogbussen til at gå i stå.
De grinede meget af hinandens kunster, og de blev rigtig fine venner. De gav hinanden et knus, inden Emil kravlede ind i bogen igen, og Nissen gik op og puttede sig hos katten.

”Ah,” sagde han, da han lå under dynen. Ham Emil kunne godt blive en god Nisse.”
Så sov Nissen.