Den 21. December.

Den 21. december.

Om morgenen den 21. december vågnede Den Gamle Biblioteksnisse ikke, da vækkeuret ringede. Han sov meget, meget dybt. Da katten nogle timer efter kom, råbte den op og sagde, at Nissen skulle skynde sig ned og pynte julekalenderen. Men selv om katten råbte højt, vågnede Nissen ikke. Katten listede helt hen til Nissen og var helt bekymret. Så smilede den i knurhårene og kyssede Nissen. Da vågnede Nissen med et spjæt og så kærligt på katten. Men da han opdagede, hvem der havde kysset ham, sprang han rasende op og spyttede og tørrede sig om munden.
”Hvad bilder sådan et forbandet kat sig ind? Står du og kysser en ganske uskyldig Nisse?”
”Jeg var nød til at vække dig af din søvn. Det var kun et kys, der kunne vække dig.”
”Kunne du så ikke have fået bibliotekaren til at gøre det?”
”Hun kommer først om en time, og da skal julekalenderen være pyntet.”
”Ja, ja…” Nissen skyndte sig ned i biblioteket.

Inden Nissen fik spurgt om nogen ville hjælpe, kom nogle små mænd vandrende ud af en bog. De sang: ”Hej ho, hej ho, til arbejdet vi gå.”
”Hej med jer,” råbte Nissen der var næsten lige så stor som mændene. ”Vil i hjælpe med at pynte børnebibliotekets julekalender?”
”Selvfølgelig. De syv dværge vil altid hjælpe.”
”Men måske skulle vi hente Snehvide. Hun har så mange gode ideer,” foreslog en af dværgene.
”Så skynd jeg,” sagde Nissen. ”Jeg har sovet over mig.”
”Jeg henter hende, så kan I andre begynde,” sagde dværgen fra før.
Alle nikkede og gik i gang. Men de var ikke kommet ret langt, da dværgen kom løbende tilbage.
”Kom! Det er forfærdeligt. Snehvide er død. Hun er blevet forgiftet. Der ligger et rødt æble ved hendes seng. Det må være dronningen, der har givet hende det.”
Alle dværgene forsvandt ind i bogen. Nissen løb efter dem, og snart stod han foran dværgenes lille hus.
”Hvad skal vi gøre? Hun er ikke død, men sover, så dybt, at hun ikke kan vågne.” Dværgene græd.
Pludselig fik Nissen en ide. Han skubbede dværgene til side og gik hen til Snehvide. Hun lå så flot og smuk på sengen og sov. Nissen bøjede sig ned over hende og kyssede hende.
”Hvad gør du?” råbte alle dværgene. ”Du skal holde dig fra Snehvide.”
”Jamen jeg ved af egen erfaring, at et kys kan vække en fra selv den dybeste søvn. Det skulle nu nok have været en prins, men der er jo ikke lige en prins ved hånden, og så tænkte jeg, at en nisse måske kunne være lige så god.”
Alle vendte sig om og kiggede på Snehvide. Og sandelig om det ikke havde hjulpet. Hun slog øjnene op og kiggede sig omkring. ”Hvor er prinsen?” spurgte hun glad. Alle dværgene pegede på Nissen.
”Ham?” sagde Snehvide skuffet. ”Jeg troede, det var en rigtig prins.”
”Hov, hov,” sagde en af dværgene. ”Du kan vel godt takke ham.”
”Selvfølgelig. Undskyld.” Nu smilede Snehvide til Den Gamle Biblioteksnisse og gik hen til ham og kyssede ham. ”Tusind tak.”
Nisse blev blodrød i hovedet, og alle dværgene klappede.
Så skyndte de sig tilbage til biblioteket, og dværgene og Snehvide gik i gang med at pynte julekalenderen. Der kom et rødt æble og et spejl derind. Snehvide klippede julehjerter og det blev meget flot. Men Nissen gik bare rundt og tænkte på det dejlige kys. Det havde været noget bedre end at kysse katten.
Den nat drømte Nissen om Snehvide.