Den 23. december.

Den 23. december.

Den Gamle Biblioteksnisse var tidligt oppe den 23. december. Nu var det snart jul og han kunne slet ikke sove. Sove det kan man gøre efter jul, plejede han at sige til katten.
Han skyndte sig ned i biblioteket, for han ville gøre sig rigtig umage med julekalenderen. Han tænkte, at han godt kunne lave den selv i dag. Men så faldt han over en bog.
Der lød en brummen inde fra bogen, men også en klar stemme:
”Bedstefar, tror du det var nissen, der fik det hele til at ryste?”
”Man ved aldrig sønnike. Nisser kan finde på hvad som helst.”
”Jeg kigger efter,” sagde drengen og kiggede ud af bogen.
”Se, bedstefar, der er Nisse-Pok.”
”Nej,” skyndte Den Gamle Biblioteksnisse at sige. ”Jeg hedder ikke Nisse-Pok.”
”Nej, sønnike. Det er ikke Nisse-Pok. Det kunne ellers godt ligne. Nisse-Pok er også en gammel knark, gammel og vindtør som en gren. Men der er krudt i ham!”
”Krudt? Hvordan krudt?” spurgte drengen bange.
”Der er spræl i ham, knægt. Og så er han en umanerlig drillepind.”
”Men hvem er det så, der står der og glor?”
”Ja, det må du nok spørge om. Hvad er du for en starut af en Nisse?” Den gamle kløede sig i skægget.
”Jeg er ikke nogen starut,” svarede Nissen vredt. ”Jeg er den gamle Biblioteksnisse, og hvis I er frække, kan I bare forsvinde ind i bogen igen.”
”Nå, da, da. Er man blevet sur?” spurgte Bedstefar. ”Ja, så må vi passe på. Når Nisse-Pok er sur, driller han altid.”
”Undskyld, hvis min bedstefar har sagt noget dumt,” skyndte drengen sig at sige. ”Kan vi gøre det godt igen?”
”I kunne hjælpe med at pynte julekalenderen.”
”Det vil vi gerne, ikke også bedstefar?”
”Jo, jo. En julekalender skal man have.”
”Jeg vil også hjælpe,” kom det inde fra bogen, og en nisse stak hovedet ud.
”Jamen, der har vi jo Nisse-Pok. Nå så blev du alligevel for nysgerrig.” Bedstefar grinede.
”Ovr, Nisse-Pok, vil du også hjælpe,” spurgte drengen. ”2 nisser og 2 mennesker, så skal det nok blive flot.”
”Jeg tror vi skal putte en pibe i. Piber er noget af det bedste man har,” mente den gamle.
”Jamen bedstefar. Det er et børnebibliotek. Så skal det være lakridspiber. Jeg har lige nogen, vi kan bruge.”
”Nå, da, da. Har du lakridspiber? Hvad skal du bruge dem til?”
”Det er en hemmelighed. Man skal ikke vide alt op til jul,” skyndte drengen sig at sige. Så puttede han 2 lakridspiber ind i lågen. Den gamle satte en træsko derop. Og sådan blev de ved. Den Gamle Biblioteksnisse nød, at der var endnu en nisse til at hjælpe, og han og Nisse-Pok blev fine venner.
Bedstefar fandt noget slik, og det spiste de sammen med Nissens pebernødder.

Nissen havde ondt i maven, da den puttede sig under dynen. ”Uha,” sagde han til katten. ”Bare jeg kan holde til at spise al julemaden.”
”Ellers skal jeg nok spise den,” sagde katten og slikkede sig om munden.
Så faldt de i søvn.