Den 7. december.

7. december.
”Godmorgen,” sagde nissens kat, da den kom tilbage fra nattens jagt. ”I dag skal du pynte i julekalenderen for den 7. december”
”Ja, ja,” brummede den gamle Biblioteksnisse. ”Er det virkelig allerede den 7. december. Jeg håber bibliotekaren når at få købt julegaver.”
”Det skal nok gå. Hvis du blot bekymre dig om julekalenderen, skal hun nok klare sit.” Katten smilede i knurhårene.
Nisse rejste sig og strakte sig. Så løb han ned i børnebiblioteket og greb en bog.
”Er der nogen herinde, der vil hjælpe mig med at pynte julekalender?” råbte han.
”Du skal ikke tro, at jeg er bange for dig,” hvæsede et mærkeligt dyr, der kom ud af bogen. ”Hvis du ikke går, så tisser jeg på dig med mit giftige tis.”
”Hvis du skal tisse, skal du gå ud på toilettet,” svarede nissen nervøst. Han ville få ballade med bibliotekaren, hvis der var tisset mellem reolerne.
”Hvad er det her egentlig for et mærkeligt sted?” spurgte det mærkelige dyr. ”Her er ret støvet.” Den sprang op på en af reolerne.
”Du må ikke kravle i reolerne,” skyndte nissen sig at sige.
”Jamen, der er ingen træer at klatre i. Har I ingen træer?”
”Der er ikke træer på et bibliotek.” Nissen rystede på hovedet.
”Bibliotek? Hvad er det?”
”Det er et sted, hvor man kan låne bøger,” forklarede nissen.
”Bøger? Hvad er bøger?”
”Du er lige kommet ud af én. Du bor i en bog.”
”Nej, jeg bor i junglen.”
”Du bor i junglen i en bog. Men hvem er du egentlig?”
”Jeg er Jungledyret Hugo,” svarede han stolt.
”Velkommen,” sagde Nissen. ”Vil du hjælpe dig med at pynte julekalenderen?”
”Hvad er en julekalender?” spurgte Jungledyret.
”Det er … ja, det er nogle låger vi åbner frem til jul.” Nissen pegede op på lågerne i Biblioteket.
”Det ser flot ud. Måske kan Delle Kaj hjælpe. Han er ekspert … i alt fald i frikadeller.”
En mand stak hovedet ud af bogen.
”Var der nogen der kaldte?” sagde han glad. ”Åh, er det dig Hugo. Hvad kan jeg hjælpe med.”
”Det er noget med nogle hjul.”
”Det er vores julekalender,” sagde Nissen hurtigt. ”Vil I hjælpe med at pynte den?”
”Uh, det vil vi gerne,” sagde Delle Kaj og hev et piskeris frem. ”Det kan vel godt bruges. Og så lidt salat. Det er grønt som gran.”
”Jeg har gran,” sagde Nissen og puttede piskeriset op i lågen.
Snart havde de pyntet den rigtig flot.
”Nu vil jeg gerne tilbage til junglen,” sagde Hugo. ”Jeg vil gerne ud i den friske luft.”
”Jeg skal nok vise vej,” sagde Delle Kaj og sammen kravlede de ind i bogen igen.
Sjov fætter, tænkte nissen og gik op til katten og fortalte om sine nye venner. Katten blev glad, for nissen havde en af Delle Kajs frikadeller med, og den smagte godt, for der var rød sodavand i den.

tilbage til forsiden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar