Den 11. December.

Den 11. december.

Slem og Uartig vågnede før vækkeuret ringede, fordi en flyvemaskine kom flyvende lige henover biblioteket.
”Det burde være forbudt med flyvemaskiner,” skreg Slem. ”De larmer, så man ikke kan sove.”
”Ja, men larmen er ikke en gang det værste,” mumlede Den Gamle Biblioteksnisse. ”Det værste er alt det brændstof flyene bruger. De er skyld i en masse CO2 udslip.”
”Vil det sige, at flyvemaskinerne er skyld i, at der ikke kommer sne?” råbte Uartig. ”Lad os skyde dem ned.” Hun sprang op for at finde sin slangebøsse.
”Tag det roligt,” grinede Biblioteksnissen. ”Kom og spis noget grød. I dag er det luksusgrød.”
”Skal vi have risengrød?” råbte Slem og Uartig i kor.
”Nej, det er havregrød, men i dag må I få rosiner på.”
Slem og Uartig satte sig glade og spise den dejlige grød. De elskede rosiner. Da de var færdige sprang de op og løb ned i Børnebiblioteket, så de kunne pynte dagens låge i julekalenderen.
Da de kom ind i Børnebiblioteket, var der noget der brummede.
”Hvad er det?” spurgte Uartig lidt bange og så sig omkring.
”Det … det er … en flyvemaskine,” sagde Slem vantro. ”Der flyver en flyvemaskine inde på biblioteket.”
”Å h nej. Så bliver biblioteket også fyldt med CO2” hulkede Uartig. ”Det skal være løgn!” Hun tog sin slangebøsse frem og skød efter flyet.
”Øh … rolig dernede,” råbte flyvemaskinens kaptajn. ”Ingen panik i mandskabet,” fortsatte han henvendt til flyets andenpilot, der var en kanin. ”Vi lander inden vi bliver skudt ned.”
”Klummefisk, Bungebask, Hilleryp,” vrøvlede kaninen bange.
Slem og Uartig måtte springe til side, da flyet landede lige foran dem.
”I må ikke flyve. Det brænder alt for meget benzin af!” Uartig truede af kaptajnen og kaninen og en pige der sad bagi.
”Fransk vædder,” brummede kaptajnen. ”Hidsigt blod og meget temperament. Men tag det roligt, min lille dame. Vi flyver ikke på benzin. Vores kære fly flyver bedst på californiske rosiner, helst de solmodne.”
”Vi har rosiner,” sagde Slem. ”vi spiste ikke dem alle på vores grød.”
”Pragtfuld, aldeles fortræffeligt. Vi skal nemlig flyve videre op til Porsens land, hvor Anna har glemt sin negerdukke Sorte Sophie. Den skal helst ikke ligge alene hele vinteren. Lad mig præsentere mig selv, jeg er Kaptajn Bimse.” Kaptajnen slog hælene sammen og gjorde honnør. ”Andenpiloten bærer det prægtige navn Goggeletten og Anna hedder Anna.” Nu bukkede kaptajnen og alle gav hånd. Den Gamle Biblioteksnisse blev noget forundret, da han netop trådte ind i biblioteket, men han fik også hilst på de fremmede.
”Hvis jeg henter pakken med rosiner, vil I så hjælpe med at pynte vores julekalender?” spurgte Uartig. Kaptajnen og hans besætning var parat til at gøre hvad som helst for at få nogle af de ”rynkede”, som kaptajnen sagde, og mens Uartig hentede rosiner, forklarede Slem om julekalenderen.
Annas dukke hr. Johnson blev tilbage i lågen. Han fik lidt rosiner, så han kunne holde modet oppe. En af Gogelettens fætre – en sød kanin, kom også ind i lågen og den blev rigtig flot.
Da lågen var pyntet færdigt fløj Kaptajn Bimse og Goggeletten ind i bogen af samme navn og hvis ellers de har rosiner nok, er de sikkert allerede nået frem til Porsens Land.
Slem og Uartig blev sendt i byen efter nye rosiner – for hvis der ikke kom sne til jul, kunne de altid trøste sig med rosiner.