fredag den 4. december 2009

Den 5. December.




5. december.
Den 5. december vågnede Slem og Uartig ved lugten af risengrød. Den gamle biblioteksnisse var stået op og havde kogt rigtig nissegrød, så de kunne mærke at julen nærmede sig, selv om der endnu ikke var faldet sne. De to hjælpenisser sprang ud af sengen og kastede sig over grøden.
”Så skal vi til arbejdet,” sagde Den Gamle Biblioteksnisse. ”Hvad skal vi pynte julekalenderlågen med i dag?”
”Det skal være noget der lugter godt,” mente Slem og løb i forvejen. Men da han åbnede døren til børnebiblioteket, var det ikke en god lugt der kom imod ham.
”Føj, hvor her stinker,” råbte han og holdt sig for næsen.
”Hvad er der?” spurgte Uartig, men da hun var kommet ind i børnebiblioteket holdt hun sig også for næsen. ”Hvad er det for en stank? Det lugter som lort.”
”Snak ordentligt,” sagde Den Gamle Biblioteksnisse, da han trådte ind, men han blev hurtigt helt skæv i ansigtet. ”Føj, hvor her stinker!”
De så sig omkring og opdagede en muldvarp, der kom kravlende hen gulvet. Den havde en lort på hovedet. ”Er det jer, der har lavet på mit hoved?” spurgte den rasende.
”Nej, hvordan kunne du dog tro det? Sådan ser nisselort slet ikke ud.”
”Nå, så må det jo være en anden. Men jeg vil vide, hvem der har lavet lort på mit hoved.”
”Jeg tror, jeg ved hvem det er,” sagde den Gamle Biblioteksnisse. ”Hvis du hjælper os med at pynte i julekalenderen, vil jeg tage dig med ud til Bibliotekarens hund. Den skal lære, at den ikke må gå og svine i naturen.”
”Det må menneskene heller ikke,” sagde Uartig og tænkte på Frække Jensen fra i går.
”Nej, vi skal holde naturen ren og spare på energien. Ellers får vi ikke sne til jul.”
Muldvarpen syntes de skulle pynte lågen med alle de dyr, som den troede, havde lavet lorten på dens hoved. De prøvede at finde en due, en hest, en hare, en ged, en ko, en gris og en flue. Og så fandt de et billede af Bibliotekarens hund. Til sidst satte de en muldvarp ind i lågen, men den fik en nissehue på i stedet for en hundelort.
”Vi kan ikke gå i stanken af hundelort helt ind til jul,” sagde Uartig. ”Så bliver det for alvor en krise-jul.”
Så gik de ud og fandt hunden. Muldvarpen lagde en lille lort på dens hoved, og så vaskede den sig, så den blev ren og flot. Så kravlede den ned i jorden og håbede på, at jorden ville være knap så forurenet, når den til foråret igen kom frem.

Ingen kommentarer: