Den 14. December.

Den 14.december.
Da vækkeuret ringede den 14. december vågnede Uartig. Men Slem sov videre. Han snorkede meget, meget højt; så højt, at han ikke en gang havde hørt vækkeuret. Uartig skulle lige til at vække ham, da han selv vågnede og råbte;
”Nej, nej, du må ikke kilde mig!” Han vendte og drejede sig i sin seng.
”Det gør jeg heller ikke,” svarede Uartig forvirret. Slem vågnede og holdt op med at vride sig. Sammen stod de op og fandt den gamle biblioteksnisse.
”Der var noget, der kildede mig,” sagde Slem.
”Så har du nok fået nisselus,” sagde den gamle biblioteksnisse. Slem og uartig kiggede på hinanden.
Da de lidt efter gik ind på børnebiblioteket for at pynte dagens låge, kom en dreng løbende og tumlede lige ind i Uartig, der væltede om kuld.
”Hov!” råbte den gamle biblioteksnisse til drengen. ”Hvem er du, og hvorfor har du så travlt?”
”Jeg er Billy,” sagde drengen. ”Jeg kommer fra bogen Billy og Frøen. I har vel ikke set min frø?”
Slem og Uartig rystede på hovedet. ”Hvordan ser den ud?”
”Den har alle mulige farver,” forklarede Billy. ”Men han elsker mest af alt at være grøn. Desværre så er der ikke så meget grønt tilbage i bogen, så nu er min frø væk. Han har også en ven. Men I må hjælpe mig med at finde dem, så de kan komme tilbage til bogen.”
”Hvordan kan det grønne forsvinde i din bog?” spurgte Slem og Uartig i kor.
”Det ved jeg godt!” Den gamle biblioteksnisse rakte højtideligt en finger i vejret. ”Vi fælder alt for mange træer, så vi kan holde vores huse varme. Og til sidst har dyrene ikke noget sted at bo!”
”Åh, nej!” råbte Slem og Uartig.
Billy nikkede med hovedet. ”Men hvordan finder vi de to frøer?”
”Og hvordan finder vi flere træer til frøerne?” spurgte Slem.
Den gamle biblioteksnisse tænkte sig grundigt om. ”Nu ved jeg det! Slem og Uartig hjælper Billy med at finde frøerne, mens jeg går ned i kælderen og henter en overraskelse til Billy! Men til gengæld skal Billy love os, at han og hans frøer vil hjælpe med at pynte julekalenderen!”
”God idé!” råbte både Billy og Slem og Uartig i kor. Så delte de sig op og begyndte at lede.
Frøerne var slet ikke til at nogen steder. Til sidst gav Uartig op og satte sig ned på gulvet. Pludselig mærkede hun noget kilde på ryggen.
”Nej,” lo hun. ”Lad være, Slem!” Men det var ikke Slem og snart kravlede noget ud fra hendes ærme. Den lille ting, der havde kildet hende var en smuk, lille frø. ”Jeg har fundet den ene!” jublede hun. ”Se, hvor smuk den er! Den har samme farve som min hånd!”
”Måske har du slet ikke nisselus, Slem, måske er det bare frøen, der kildede dig, ligesom den gjorde ved mig!” Og snart dukkede den anden frø op i Slems ærme.
”Lad os pynte julekalendere!” jublede Billy.
De gik i gang og lavede en hel skov af små træer. I midten sad en tegning af de to frøer med den samme grønne farve som alle træerne. ”Ja, for vi må huske at passe på vores natur og alle dyrenes hjem,” sagde Uartig og efterlignede den gamle biblioteksnisses stemme.
”Men hvor er biblioteksnissen egentlig?” spurgte Slem.
”Jeg er her! Og se hvad jeg fandt!” Han rakte en lille pose til Billy. ”Det er små frø, så du kan plante nye træer og planter inde i din bog!”
Billy takkede mange gange og tog tilbage til sin bog med de to frøer og den lille pose. Men da Billy og frøerne var væk, kløede Slem sig i håret igen. ”Jeg håber ikke, at jeg rigtig har fået nisselus,” mumlede han.