Den 20. December.

20.december.

”Er der noget i vejen?” spurgte Den Gamle Biblioteksnisse Slem og Uartig, da de sad og spiste morgenmad den 20.december.
”Njaa… nu er det jo snart juleaften…” begyndte Slem.
”Du har fuldstændig ret, min fine ven. Hvorfor er du så nervøs for det? Er du bange for at der ikke kommer sne?”
”Ja, men der er også noget andet. Jeg tænkte på … du ved, man skal jo … sådan have gaver.”
”Nå,” Den Gamle Biblioteksnisse grinede. ”Du er bange for, at jeg ikke når at købe julegaver til jer.”
Slem og Uartig nikkede ivrigt.
”Ja, det kan I såmænd have ret i. Det kan godt blive svært at nå. Men det vigtigste er tanken.”
”Nej!” råbte Uartig højt. ”Det vigtigste er gaverne.”
”Ja, ja. Men hvis vi skal nå det hele må vi hellere skynde os ned og pynte julekalenderen.”
Og den besked kunne få Slem og Uartig til at skynde sig.

Da de åbnede døren til børnebiblioteket, hørte de en hund, der knurrede.
”Pas på, måske bider hunden,” sagde Uartig bange.
Men inden de fik set sig om, sprang hunden frem. Eller det vil sige, det var slet ikke en hund. Det var en dreng, der sprang frem og bed Slem i benet.
”Sig mig, hvad har du gang i,” brølede han og skubbede drengen væk.
”Min mor siger, at jeg ikke må få en hund,” sagde drengen. ”Nu har jeg bestemt, at jeg selv vil være hund!”
I det samme kom Den Gamle Biblioteksnisse ind af døren. Da drengen så ham spærrede han øjnene op.
”Er du … er du virkelig … Gud?” stammede drengen.
”Gud? Nej, hvordan kunne du dog tro det? Jeg er Den Gamle Biblioteksnisse. Men hvem er du?”
”Jeg hedder Vitello. Jeg bor i et rækkehus ved ringvejen i en bog. Jeg troede du var Gud, fordi du har så stort et skæg.”
”Nej,” grinede Uartig. ”Den Gamle sparer bare på strømmen. Han barberer sig aldrig. På den måde er nisser – og Gud – mere sparsommelige end mange mænd. De barberer sig – tit også oven på hovedet.”
”Vi skal spare på strøm og vand og CO2, så får vi måske sne til jul,” sagde Slem.
”Det vil jeg sige til Max og Hasse. Deres far vasker altid bil. Han bruger meget vand og sæbe.”
”Det er en rigtig sne-dræber. Han må lære at spare.”
”Kan jeg så låne Den Gamle Biblioteksnisse som far. Bare en gang imellem, så Max og Hasse kan se ham.”
”Jamen først når vi har pyntet julekalenderen,” sagde Den Gamle, der godt kunne tænke sig at være far lidt. Han glædede sig til at se Vitellos mor.
Derfor var han ekstra ivrig med at pynte i dag. Vittello fandt en tøjhund, når han nu ikke selv måtte få en hund. Den puttede han ind i lågen. Og en kniv – som han var holdt op med at gå med. Den kunne ellers ridse i bilernes lak.

Da de var færdige gik Den Gamle Biblioteksnisse med Vittello tilbage i bogen.
”Så får han heller ikke købt julegaver i dag,” sukkede Slem.
”Nej, det er ikke nogen drømme far Vittello der har fået,” sagde Uartig trist.